Efter vores fantastiske tur i nationalparken "Torres del Paine", var vi et par dage i Puerto Natales, som er en ret kedelig by, og det regnede hele tiden. Vi brugte dog tiden til noget fornuftigt, og fik ordnet alle vores billeder, nogle af dem helt fra august måned...

Herefter var det tid til et 4-dages "cruise" op langs den chilenske sydkyst, langs fjordene. Båden, "Magellanes" fra "Navimag", var vores "luksus"-cruiser. Vi havde betalt en mindre formue for turen, og skulle bo i bådens bedste kahyt (lugar). Vi havde glædet os i lang tid, men vi må sige vi blev lidt skuffede over bådens standard. Som luksuspassagerer havde vi den ære af at spise sammen med kaptajnen og mandskabet, og vi fik noget bedre mad end de andre passagerer. Det ville jo være for galt hvis vi skulle blande os med den gemene hob! Skibets eneste fællesfaciliteter var en lille bar, og en spisesal, hvor der blandt andet blev holdt foredrag og vist film. Vi var desuden meget uheldige med vejret, og havde regn, tåge og blæst konstant undtagen sidste eftermiddag. Se billede nr. 1

Meget af tiden blev derfor tilbragt på en gammel sofa i baren med en god bog. Vi så dog enkelte flotte ting. Blandt andet så vi en isbræ, der hedder "Skua", og tilhører den store sydpatagonske ismasse, se billede nr. 2.

Om eftermiddagen på dag 2 af bådturen, kom vi til "Golfo de Penas" (smertens bugt - meget beskrivende navn). Dette var den eneste del af turen hvor vi var på åbent hav. Vi havde hørt nogle frygtelige historier på forhånd, om hvor vanvittigt store bølgerne kunne blive. Vi var godt forberedte, og tog søsygetabletter to timer før vi kom ind i bugten. Pillerne var af den gode gamle type, der også virker særdeles søvndyssende, så vi faldt i søvn lige efter frokost (lunsj), og sov til middagsmaden blev serveret. Vi gjorde et heltemodigt forsøg på at spise middag. Ole Henrik opgav projektet efter 3 minutter, da han blev helt grøn i hovedet. Rie nåede lige at spise en portion suppe, så måtte hun også kapitulere overfor naturens kræfter. Vi sov herefter frem til næste morgen, hvor vi var inde i stille farvand igen. Vi frygtede det værste da vi hørte at vi igen skulle ud på næsten åbent hav sidste dag af turen, men det blev en stille oplevelse. Vi havde for første gang lidt sigt, og gik ud for at se efter blåhvaler. Desværre så vi ingen. Se billede nr. 3.

Som nævnt tidligere, var vores kahyt (lugar) bådens bedste, men vi ved ikke helt hvad vi skal sige... Se billede nr. 4.

Efter 4 lange dages "cruise", kom vi omsider frem til Puerto Montt, som ligger 3 timer syd for Valdivia, hvor Ole Henrik har boet. Puerto Montt er en charmerende havneby, som har haft en enorm vækst de sidste 20 år, pga. lakseopdræt. Chile er nu verdens største producent af laks, noget Norge tidligere var, blandt andet takket være mange store norske laksevirksomheder der har etableret sig i området. Laks er i dag, næst efter kobber, Chiles vigtigste eksportprodukt.

Syd for Puerto Montt ligger Chiles næststørste ø (efter Ildlandet - Tierra del Fuego), Chiloé. Chiloé er kendt i Chile for at være et af de mest grønne og idylliske steder. Historisk er Chiloé kendt for at være den sidste bastion for spaniolerne i Chiles frigørelseskrig i starten af 1800-tallet. Vi lejede en bil i Puerto Montt, og tog dertil på en lille 2-dagestur. Se billede nr. 5.

Vores første mål for turen, var et sted hvor man kunne se pingviner. De levede ude på nogle små skær mellem september og maj. Vi skulle derfor ud i en lille redningsbåd. Vi blev iført "Waders" (gummistøvler og gammeldags regnbukser med seler) og redningsvest, se billede nr. 6.

Pingvinerne var såå søde, og Rie blev helt fjollet. Guiden fortalte os at det var det eneste sted i verden hvor der levede to pingvinracer sammen på samme sted. Han sagde at de jagtede sammen og levede i fredelig sameksistens (Mon vi mennesker kunne lære noget af dette). Pingvinerne var i øvrigt meget mindre end vi havde forestillet os. Vi så også en del flotte havfugle. Se billede nr. 7, 8, 9 og 10.

Efter at have besøgt de søde pingviner, kørte videre til Chiloés hovedstad, Castro. Her fandt vi til sidst en lille hytte som vi overnattede i. Castro er en meget charmerende by med mange traditionelle huse. Klassisk for Chiloé og Castro er træhuse hvor den halvdel af huset der vender mod havet står på stolper. Dette skyldes det meget skiftende tidevand på Chiloé. Se billede nr. 11 og 12.